Pressemeddelelse d. 05.03.2019:

Spektakulært campus lægger grønt tag til motionsrute og nyttehaver

På Skovbrynet i Lyngby vokser et af Danmarks største studieboligbyggerier i nyere tid frem. Fra august 2020 bliver projektet samlingspunkt for et unikt campusmiljø, der udover 639 boliger skal rumme alt fra bibliotek og fitnessrum til rekreative faciliteter på den grønne tagkonstruktion.

Det spektakulære studieboligbyggeri BaseCamp Skovbrynet, der opføres på Plantedirektoratets grund, har til formål at lokke folk til at samles på grønne fællesområder. Samtidig skal et bombastisk fælleshus fungere som byggeriets hjerte med et atrium, der spænder over alle tre etager samt gennem hele bygningens længde. 

 

- Ambitionen er at skabe en anderledes bygningsstruktur, der konstant skaber nye indtryk ved at slynge sig ind i det grønne landskab. Samtidig projekteres byggeriet op fra terrænet i tre etager med faldende forløb, hvilket giver mulighed for at anlægge uderum med forskellige rummeligheder, fortæller ejer Lars Gitz fra Lars Gitz Architects, der har tegnet og projekteret byggeriet. Han fortsætter:

 

- Byggeriets grønne tag bliver offentligt tilgængeligt og inviterer på en 700 meter lang gå- og motionsrute i kuperet terræn, hvor du også kan tage en pause på bænke og terrasser og nyde en storslået udsigt ud over Lyngby sø.


Et campusmiljø med bæredygtige visioner
BaseCamp Skovbrynet er placeret blot 600 meter fra Sorgenfri Station samt i gå- og cykelafstand til uddannelsesinstitutioner. Dermed støtter projektet op om Lyngby-Taarbæk Kommunes vision om, at det skal være miljøvenligt at bevæge sig rundt. Byggeriet, der foruden 639 studieboliger også omfatter 147 projekt- og seniorboliger, er samtidig præget af genanvendelige materialer fra inderst til yderst.

 

- Vi har fokuseret specifikt på at anvende bæredygtige og genanvendelige materialer. Taget vil blive beplantet med træer, planter og græs, og der vil være mulighed for at dyrke krydderurter i nyttehaver. Hele byggeriet er konstrueret med regnvandsforsinkelse, og for at optimere energiforbruget installeres 700 m2 solceller til at opvarme bygningens lejligheder, fortsætter Lars Gitz.

 

Særlige krav til den grønne tagkonstruktion
Af byggeriets 26.000 m2 grønne arealer bliver 8.100 m2 anlagt på det snoede tag, der skal være en naturlig gengivelse af skovbrynet med stier, jord, planter og træer. Og ikke mindst udførelsen af rekreative faciliteter på det offentligt tilgængelige tag stiller store krav til konstruktionens holdbarhed. 

 

- Det kræver en speciel tagløsning, når der anlægges terrasser samt plantes træer og grønne miljøer på tagfladen. Det er vigtigt, at den grundlæggende tagkonstruktion er særlig holdbar samtidig med, at den skal beskyttes mod rodnet, vind og vejr, forklarer Thomas Nagel, der er Entrepriseleder hos Multi Tag Entreprise, som står bag udførelsen.

 

Det grønne tagareal er derfor blevet beklædt med tagmembranen Derbigum GC Antiroot. Løsningen er dobbeltarmeret, og dens særlige robusthed og tæthed betyder, at den især kan anvendes som grundbelægning på konstruktioner, hvor der stilles høje krav til sikkerhed mod gennemtrængning af vand. 

 

Fra august 2020 vil de første studerende kunne tage en løbetur på taget af det slangeformede byggeri, som forventes at koste mere end 530 millioner kroner.