Foto: Danmarks Nationalbank

Foto: Danmarks Nationalbank

Derbigum leverer taget til Nationalbanken

Som en del af den omfattende renovering af Nationalbankens fredede bygning i Havnegade leverer Derbigum den nye tagløsning til projektet. Selve udførelsen står KBK Tagdækning for, men opgaven rækker langt ud over et traditionelt tagprojekt.

 

Midt i Indre København, mellem Holmens Kanal og Havnegade, ligger Nationalbanken – et af Arne Jacobsens absolutte hovedværker og et markant arkitektonisk vartegn. Siden 2020 har bygningen stået tom, mens en af de mest omfattende renoveringer i Danmark er i gang.

 

Med et budget på over tre milliarder kroner og et samlet areal på mere end 52.000 kvadratmeter gennemgår Nationalbanken i disse år en total fornyelse, der skal sikre bygningen for fremtiden, uden at ændre dens udtryk.

 

Som en del renovering skal taget også skiftes ud, og her er det Derbigum, som skal levere det nye tag, som skal dække 5.000 kvadratmeter, mens det er KBK Tagentreprise, der skal stå for selve udførslen. Men det er langt fra et almindeligt tagprojekt. Bygningen er fredet, hvilket betyder, at den efter renoveringen skal fremstå præcis, som den altid har gjort.

 

– Det er ikke størrelsen på taget, der er den største udfordring. Det er, at vi arbejder på en fredet bygning, hvor alt skal passe ind i det oprindelige udtryk. Det kræver stor omtanke og de rigtige løsninger, forklarer Kenneth Sandbye, Regions Salgschef hos Derbigum.

 

Tidlig inddragelse i projektet

 

Derbigum blev tidligt inddraget i projektet som teknisk sparringspartner. Her har opgaven været at bidrage med løsningsforslag til taget, der både lever op til nutidige krav og samtidig respekterer bygningens arkitektur og fredningsstatus.

 

– Vi har været med inde over i rådgivningsfasen og kigget på, hvordan tagløsningen bedst kunne udføres inden for de meget særlige rammer, siger Kenneth Sandbye.

 

Hvis tidsplanen holder, begynder selve tagarbejdet i februar. Her startes med etablering af stålplader, hvorefter isolering og den øvrige tagopbygning følger.

 

Logistik i trange rammer

 

Arbejdet på Nationalbanken er samtidig præget af logistiske udfordringer. Hele bygningen er under renovering, og pladsen på byggepladsen er begrænset.

 

Materialer skal leveres løbende, og der er meget lidt plads til opbevaring på stedet. Det stiller ekstra krav til planlægning, koordinering og timing mellem leverandør, tagdækker og øvrige entrepriser.

 

– Logistikken er en udfordring i sig selv. Der er ikke meget plads at arbejde på, og materialer skal koordineres nøje, fordi hele bygningen er i gang med at blive renoveret samtidig, forklarer Kenneth Sandbye.

 

Renoveringen af Nationalbanken er et projekt, hvor respekt for historien, moderne krav og praktisk håndværk mødes i en kompleks helhed, og hvor tagløsningen spiller en vigtig rolle i at bevare bygningens arkitektoniske udtryk for fremtiden.